
Hvad er der derude i rummet? Er der væsener, der bor og lever ligesom os på en planet, der ligner jorden? Går de i skole, ser fjernsyn, spiller computerspil og bliver gift og får børn? Kan jeg, når jeg ser på stjernehimmelen om aftenen, se lyset af deres planet? Og kan de se jorden, derfra hvor de bor, når de står og kikker på deres himmel om aftenen?
Alle børn har stillet sig selv den slags spørgsmål og undret sig over, hvor stor verden er, og hvor lidt vi ved om den.
Tema 1 handler om, hvordan mennesket har forsøgt at udforske rummet. Eleverne får til opgave at undersøge, hvorfor vi kastede os ud i rumforskningen i midten af det tyvende århundrede, hvilke mål der arbejdes med i dag, og hvordan rumforskning og rumrejser vil udvikle sig i fremtiden.
Eleverne skal undersøge forskningens resultater og diskutere, hvorfor vi fortsat bruger store ressourcer på denne forskning.
I projekterne skal eleverne arbejde i grupper og bruge ressourcer fra internettet, videoer, bøger og andre kilder. De skal finde og sortere informationer, analysere og vurdere. Dernæst udfordres de til at bruge informationerne på måder, som dels inspirerer dem til at bruge deres fantasi, dels til at tænke over, om de får svar på deres mange spørgsmål.
Projekterne er tilrettelagt, så eleverne kan arbejde selvstændigt, mens læreren fortrinsvis optræder som hjælper og konsulent. Efter hver projektbeskrivelse er der materiale, som kan bruges i elevernes selvevaluering og i lærerens slutevaluering.
Om Projekt 1
Rumkapløbet
I dette projekt skal eleverne finde oplysninger om rumforskningens historie, og de skal undersøge de politiske og økonomiske omstændigheder omkring de første rumforskningsprojekter. De skal også skabe sig et indblik i de videnskabelige fremskridt og kulturelle ændringer, der fulgte i kølvandet på de første begejstrede reaktioner på erobringen af rummet.
Eleverne skal derefter producere en avis, hvor de beskriver rumforskningens historie og formidler deres oplevelser og reaktioner til resten af klassen.
Om Projekt 2
Højt at flyve
Rumforskningen forandrede verden gennem 60’erne og 70’erne. Utallige forskningsprojekter skabte nye produkter og nye teknikker inden for næsten alle videnskabelige områder. Alle dele af vores liv blev påvirket – fra køkkenets teflonpande til satellitternes indflydelse på mediebilledet.
Dette projekt skal undersøge, hvilken gavn vi har haft af de seneste 50 års rumforskning, og diskutere, om det har været pengene og de mange anstrengelser værd.
Eleverne kommunikerer i projektet med elever i andre lande og afslutter projektet med at producere en præsentation i tekst, lyd og billeder.
Om Projekt 3
Mennesker på Mars
I dette projekt får eleverne lejlighed til at undersøge den teknologi og de ideer, der ligger bag forestillinger om at bygge kolonier i rummet. De skal vurdere den menneskelige faktor: Hvilke menneskelige egenskaber og faglige kvalifikationer skal vi bruge, når personer udvælges til rumrejsen? De skal forestille sig, hvordan en koloni i rummet skal opbygges, hvad den skal indeholde, og hvordan man opbygger et samfund i rummet med love, normer og regler, regering osv.
Eleverne udarbejder en præsentation, som skal fremlægges for Rumforskningskomiteen, der står for planlægning af Den danske Marsekspedition, "MarsExplorer 2009".

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg
